Reiki Healing
Reiki er en kærlig og nænsom form for energihealing, hvor universel livsenergi kanaliseres gennem hænderne og ind i din krop. Healingen arbejder på både det fysiske, følelsesmæssige og energimæssige plan – og støtter dig i at skabe balance, ro og kontakt til din indre kerne.

Om
Mange oplever Reiki som en dyb afspænding, hvor krop og sind får lov at give slip. Det kan være særligt støttende, hvis du føler dig stresset, drænet, emotionelt overvældet eller i en overgangsperiode i livet.
​
Reiki kan også være en blid vej ind i traumehealing – særligt hvis du bærer på sorg, uforløste følelser eller “ondt i hjertet”, som ikke helt kan forklares. Energien møder dig dér, hvor du er, og hjælper med nænsomt at løsne det, du er klar til at slippe.
​
Du behøver ikke "tro" på noget bestemt – Reiki arbejder, uanset hvor du er på din rejse. Du ligger fuldt påklædt og bliver mødt i et trygt og kærligt rum, hvor du kan lande, hele og tage imod.

Reiki Healing Session
Fysisk (60 min): 500,-
Sådan foregår en Reiki-session hos mig:
Vi starter med en kort samtale om, hvad der fylder – fysisk, psykisk eller energetisk. Det kan være noget, der gør ondt, noget du ønsker klarhed over, eller bare en fornemmelse af ubalance.
​
Herefter ligger du fuldt påklædt på en madras, pakket ind i tæppe og med pude under hovedet. Rummet er roligt og sanseligt med afslappende musik, røgelse og en tryg atmosfære. Jeg bruger nogle gange krystaller, afhængigt af, hvad du har brug for.
​
Du skal bare ligge stille og tage imod – energien arbejder, hvor den skal.
Mange mærker varme, prikken eller en blid strøm gennem kroppen.
Flere klienter har fortalt, at de ikke troede på det inden, men mærkede en dyb ro og forløsning under og efter sessionen.




